​Kirstine Seligmanns Skole

En privatskole i centrum af Vejle

Evaluering på Kirstine Seligmanns Skole

Formål med evaluering

På Kirstine Seligmanns Skole evaluerer vi af flere grunde:

  • Frie grundskoler er forpligtet på at leve op til Undervisningsministeriets krav om evaluering
  • Vi ønsker at blive klogere på egen praksis. Det ligger os på sinde, at vores elever oplever, at de udfordres fagligt, personligt og socialt
  • Desuden er vi optaget af at kunne formidle og drøfte mål, proces, resultater og opfølgning med såvel elever som forældre, således at forældrene er trygge og bevidste om, at vi som skole lever op til lovgivningen samt støtter og udvikler deres barn bedst muligt.

Lovgivningsmæssige krav

Bekendtgørelse af lov om friskoler og private grundskoler m.v. fordrer"... at vi ... giver undervisning ..., som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Skolerne skal efter deres formål og i hele deres virke forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene."

På Kirstine Seligmanns Skole henholder vi os til Forenklede Fælles Mål, der både indeholder kompetence-, færdigheds- og vidensmål. På målniveau står vi således mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

Det betyder:

  • At vi som led i undervisningen løbende foretager evaluering af elevernes udbytte og regelmæssigt underretter elever og forældre om vores syn på elevernes udbytte af skolegangen
  • At evalueringen danner grundlag for, at undervisningen tilrettelægges, så den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger med det formål, at eleven så vidt muligt tilegner sig de kundskaber og færdigheder, der følger af de fastsatte slutmål
  • At vi som skole regelmæssigt foretager en evaluering af skolens samlede undervisning og udarbejder en plan for opfølgning på evalueringen


Vi lever op til de lovgivningsmæssige krav på flg. måde:

Samarbejde og underretning af forældre

Der afholdes 7 åbne konsultationer på skolen årligt.Omdrejningspunkterne for samtalerne er: elevens faglige, sociale og personlige mål.
Temaer under konsultationerne kan eksempelvis dreje sig om: tilbagemeldinger på skriftlige og mundtlige arbejder, Nationale Test, terminsprøver mv.


Øvrige emner kan være faglige vaner og uvaner, succeser, kammeratskab, trivsel, uddannelsesønsker og -planer.
I den løbende evaluering (formative evaluering) bruger vi primært samtalen som evalueringsredskab. Samtalen med elever finder blandt andet sted i undervisningslektioner, før og efter frikvarterer, med forældre i formelle og uformelle fora.

Fra skoleåret 16/17 indføres Walk throughs af ledelsen for yderligere at skærpe opmærksomheden mod elevernes mål og læring, ligesom den målstyrede undervisning gradvist implementeres efter Undervisningsministeriets forskrifter.

Vi bruger vores evalueringsresultater til at sikre og forbedre elevernes faglige udvikling, undervisningsmiljø og til at udvikle det pædagogiske miljø.

Resultaterne drøftes løbende i formelle fora som på k-møder, i fagudvalg, Lærerråd, Pædagogisk udvalg, SU samt i skolens bestyrelse.

I forbindelse med karaktergivningen, der foregår to gange årligt for 1.-6. årgange og tre gange årligt for 7.-10. årgange, afholdes k-møder, hvor klassens lærere har fokus på hver enkelt elev og klassens samlede trivsel og faglige status.

Karaktergivning er en summativ vurdering af eleverne, men stadig med henblik på at skærpe målene for fremtidig udvikling.
Udover den faglige vurdering, vurderes eleverne desuden på arbejdsindsats og sociale kompetencer (via klasselærerens beskrivelse), ligesom eleverne fra 8.-10. årgange vurderes med henblik på uddannelsesønsker.

Skolens tilsynsførende kommer jævnligt på skolen i løbet af skoleåret, hvor han har samtaler med ansatte, elever og ledelse og overværer undervisningen efter en nærmere koordineret plan. Vores tilsynsførende beretning kan læses her

Evaluering af skolens samlede undervisning

Som privatskole er vi i henhold til Lov om friskoler og private grundskoler forpligtet på at evaluere den samlede undervisning.

I en kompleks skolekultur kan alt ikke evalueres på en gang. Derfor er det nødvendigt at udvælge fokuspunkter for hvert skoleår, der får en særlig opmærksomhed.

På Kirstine Seligmanns Skole udvælges årligt to særligt udvalgte fokusområder, ud over den almindelige løbende evaluering. I indeværende skoleår har der været udvalgt fire fokusfag.

Evaluering i skoleåret 2016/2017

I skoleåret 2016/17 har fagudvalgene: dansk, matematik, engelsk og naturfag været udvalgt som fokusfag. 

Disse fagudvalg har arbejdet med flg.: udvælgelse af evalueringsfokus, gennemførelse af evaluering, konklusion af denne samt udarbejdelse af opfølgningsplan og fremtidigt fokus.


Se fanebladene:

Evaluering dansk 2016/17

Evaluering engelsk 2016/17

Evaluering matematik 2016/17

Evaluering naturfag 2016/17

Evalueringsplan for skoleåret 2017/2018

I skoleåret 2017/18 er fagene engelsk og naturfag udvalgt som fokusfag, der skal arbejde særligt med evaluering.

Udvælgelsen af disse fag beror for naturfags vedkommende især på den ny-indførte fælles naturfagsprøve. Og da engelsk er det førende 2. sprog, som eleverne stifter bekendtskab med allerede fra 1. klasse, og med en obligatorisk- samt en lodtrukken FP9 prøve, er det naturligt, at dette fag får fokus.

Walk through

I skoleåret 16/17 er der gennemført fire Walk through-forløb af ledelsen for yderligere at skærpe elevernes læringsudbytte.
Målene med Walk through er at forbedre undervisningen gennem vejledning og feedback i dialog mellem lærer og leder.
Walk through-forløbene har i indeværende skoleår primært været gennemført i indskolingen samt på mellemtrinnet.
Forløbenes omdrejningspunkter har været: klasserumsledelse, VFL, elever med forskellige behov og forudsætninger, struktur mv.

Walk through indebærer, at leder og lærer drøfter undervisningen med udgangspunkt i lederens hyppige, korte observationer af 5 minutters varighed i klasserne. Ledelsen kommer dermed tæt på undervisningen. 

Walk through har udviklet sig til at være en integreret del af skolens pædagogiske kultur og fortsætter i kommende skoleår.

VFL

Personalet har igennem skoleåret arbejdet med VFL, Vurdering for læring.

VFL handler om skabelsen af en løbende evalueringspraksis, hvor både elever og lærere har input i undervisningen. 

Med vurdering for læring kan læreren give bedre feedback og differentiere undervisningen. Eleven​ kan bruge vurdering for læring til at få indsigt i sin egen læringsproces.
VFL er udviklet i Norge.
Skolen har gennemført vidensrejser til Norge for at besøge skoler og se metoderne anvendt i praksis, ligesom der igennem skoleåret er arbejdet med evidens og teorier omkring VFL.
Skolen er tilknyttet et Erasmus+ projekt, som indebærer, at flere repræsentanter fra personalet får mulighed for at besøge norske skoler, udveksle erfaring, ideer mv.

På lærernes pædagogiske dage d. 3.-4. august 2017 arbejdes der bl.a. med VFL, ligesom der afholdes kursus d. 7.august v./ Celine Ferot og Gitte Stamp fra UCL Lillebælt.

I den forbindelse igangsættes forløb i hhv. indskoling, mellemtrin og udskoling, hvor ideer afprøves i praksis og videndeles.

CEPOS analyse

CEPOS analyse, offentliggjort d. 22.3.17., placerer Kirstine Seligmanns Skole på Top-10 listen, med en delt 10. plads, over Danmarks bedste skoler ud af landets 1382 skoler.

Se analysen her: CEPOS analyse
Læs artikel om undersøgelsen fra Vejle Amts Folkeblad her
Læs mere her: www.cepos.dk